Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Havblik som arbejdsplads

I Havblik bliver du en del af en personalegruppe, der er kendetegnet ved, at vi har et godt sammenhold både fagligt og socialt. Vi er et lille hus, der løfter sammen i fællesskab, og som arbejder tæt sammen på tværs af stuer og børnegrupper. 

Vi prioriterer vores medarbejderes udvikling, og det er vigtigt for os, at du har mulighed for at udleve dine faglige interesser gennem dit arbejde hos os. Vi tror på, at vores medarbejderes udvikling er noget, der kommer hele huset til gavn, og vi prioriterer at vidensdele med hinanden. Det kan for eksempel være, når nogen har deltaget i et fagligt oplæg, eller når nogen har taget et kursus i meditation og yoga. Gennem klyngen er der også rig mulighed for faglig udvikling. De kommende år kommer vi for eksempel til at have fokus på leg, legetyper og vores rolle i legen, og det er noget som hele klyngen arbejder sammen om. 

Vi er en social flok, der nyder at bruge tid sammen - også uden for arbejdet. Vi har en årlig sommerfest, og personalet arrangerer med mellemrum fredagshygge, hvor vi for eksempel tager ud og spiser. Vi har også en julefrokost for hele klyngen. 

Tid til refleksion 

Den pædagogiske udvikling er vigtig for os, og derfor prioriterer vi også, at der er tid til at reflektere over vores praksis. 

Vi har ugentlige stuemøder, og derudover et mandagsmøde med en repræsentant fra hver stue. Mandagsmødet bruger vi til planlægning og refleksion, men også til at stille skarpt på et bestemt emne. Det kan for eksempel være, hvad målet skal være med vores plantedag, eller en dialog om hvad vi skal have fokus på under måltidet. Vi tror på, at det er vigtigt at være nysgerrige på hinandens praksis, og prioriterer refleksionen, for det er der, vi udvikler os og inspirer hinanden, og det er noget, der gavner både børn og kolleger. 

Marte Meo

I vores pædagogiske arbejde tager vi udgangspunkt i Marte Meo, som handler om at være anerkendende over for børnene, følge deres initiativ og italesætte de ting, både vi og børnene gør. 

Som medarbejder i Havblik bliver du derfor også oplært i, hvad Marte Meo er, og hvordan du kan bruge metoden i arbejdet med børnene. Vores Marte Meo-tilgang betyder, at vi filmer situationer og interaktioner mellem medarbejdere og børn. Efterfølgende bruger vi filmene til at analysere, reflektere over og blive klogere på, hvordan vi bedst håndtere situationer med vores børn, samt hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.

Det handler altså om at blive klogere i fællesskab og være nysgerrige på hinandens praksis. Når vi analyserer filmene, tager vi udgangspunkt i, hvad børnene kan, hvad de har brug for at lære, og hvordan vi medarbejdere kan understøtte børnene i de situationer.